¶Misfit ¶Outsider artist ¶Renegade ¶Graphic designer ¶Letterpress Worker ¶Immigrant
0

Sindssyg Kælling

£95.00

Plakat med uddrag fra Sanne Søndergaards comedyshow 'Sindssyg Kælling', 2017.

Trykt i et begrænset oplag af 20 på håndlavet japansk Takeo Yomoshi papir.
10 plakater til salg. Format: 400x400mm

Tekst © Sanne Søndergaard:

Biologiske argumenter er skidesmarte, for de fejer alt andet af bordet. For hvis noget er biologisk kodet ind i os, hvis det er noget genetisk betinget, hvis det er noget medfødt, så kan det ikke laves om. Så er det bare sådan det er. Øv bøv, du trak nitten, du er født med patter. Eller du er nok ikke født med dem… Men du fik dem på et tidspunkt, som helt sikkert var enten for tidligt eller for sent i forhold til, hvornår du gerne ville have haft dem. ¶ De biologiske argumenter er overalt i vores kultur. Alle steder. Der bliver skrevet millioner af bøger om dem. Der er for eksempel skrevet en bestseller, der hedder Hvorfor mænd ikke hører efter, og kvinder ikke kan læse kort (Læg i øvrigt mærke til, at kvinder ikke kan, mens mænd bare ikke gider.) Hvori forfatterne argumenterer for, at det er vigtigt, at man overlader rattet i bilen til en mand, fordi mandens syn, altså jægerens syn, er bedre i stand til at håndtere modkørende biler. Som jo var et stort problem på savannen i urtiden. Jamen, når først de der gnuer blændede op for forlygterne, ikk’. ¶ Biologiske argumenter trækkes altid tilbage til et eller andet i forhistorisk tid: “Det var, fordi på savannen i urtiden…” Men der er ingen der fucking ved, hvordan tingene var i forhistorisk tid. Det er selve definitionen af forhistorisk, det er før historie. Det er, før vi har nogen nedskrevne kilder. Så der er ingen, der ved, hvordan tingene var på det tidspunkt, de gætter bare, men de gætter på noget, der passer ret godt på de fordomme, vi har om folk i dag, så derfor lyder det overbevisende. ¶ Jeg læste på et tidspunkt en artikel på tv2.dk, der handlede om, hvorfor kvinder elsker at shoppe… suk. Men det er jo, fordi i urtiden… ja, ja… der var kvinder jo samlere, så kvinder går rundt nede på Fisketorvet og samler ting. Nej, det er jo ikke det, der sker. Til at starte med; man betaler for ting, man samler jo ikke bare, det er kleptomani, det er en helt anden form for lidelse, end det er at være kvinde. Og det er da fuldstændig absurd argumentation. Der går sgu da ikke en direkte linje fra min urmoder på savannen, til at jeg står inde i Vera Moda i en mavebluse og konstaterer, at jeg ikke er 24 længere. ¶ Men sådan er det med de biologisk argumenter, de forsimpler alting. De glemmer lige den der 10.000 år lange kulturelle mellemregning, hvor der for eksempel har været pænt meget fokus på kvinders udseende. Det har været kvinders eneste kapital i mange årtusinder, så kvinder har ligesom ret stort kulturelt incitament til at købe sig fattige i skønhedsprodukter, også fordi ironisk nok koster de fleste skønhedsprodukter til kvinder meget mere end tilsvarende produkter til mænd, fordi skønhedsindustrien jo har luret, at vi er kulturelt presset til at købe dem, og det er jo bare alletiders at skulle give 800 kroner for sådan en lille øjencreme, som man kan sidde og smøre på sine sure rynker, som man får af at konstatere, at vi på den måde er dobbelt bagud, fordi vi både får mindre i løn og skal betale mere for lortet, som sikkert også er hormonforstyrrende, så næste generation kan få patter allerede som 9-årige. Men så er de jo også endnu hurtigere inde på kødmarkedet, ikk’, som kun er en fordel, for vi ved jo, at mænd kun vurderer kvinder på deres udseende. Fordi i urtiden, ikk’oss’, der kiggede jægerne ligesom på kvinders fødedygtige hofter, det var jo det eneste kriterium, de havde, for at vælge en mage dengang. Var der fødedygtige hofter? Jeg kan så overhovedet ikke se, hvordan fødedygtige hofter er blevet til plastikpatter og hairextensions 10.000 år senere, men det giver åbenbart mening. Nej, det er en hat argumentation! ¶ Tror I seriøst, vi var endt her som civilisation, hvis vores urfar var så fucking overfladisk, at han kun kiggede på vores urmors udseende og ikke først og fremmest på hendes store hjerne!? Jamen, hvad helvede skal man med et par fødedygtige hofter, hvis man er så dum, at man ikke kan holde afkommet i live? ¶ Og tror I virkelig på, at kønsrollerne var så rigidt opdelt i urtiden? Tror I ikke bare, folk var sultne? Tror I virkelig på, at man havde den slags tåbelige, moderne diskussioner om rigtige mænd og rigtige kvinder dengang? Tror I ikke bare, kvinderne satte fælder op og fangede småvildt eller gik med på jagt, hvis der var en mand nede med noget dårlig mave? Eller skal vi seriøst tro på, at den stolte mand, jægeren, er kommet gående med rumlende mave forbi en propfuld brombærbusk og har sagt: “Ha, kvindearbejde!” ¶ Jeg bliver vanvittig over de her biologiske argumenter, også fordi de forsimpler alting, al kompleksitet mellem kønnene, kønsroller, der er bygget op over årtusinder, kommer til at handle om, at kvinder er sådan nogle passive nogle, mens mænd er aktive. ¶ Jeg så også på et tidspunkt en britisk forsker, der havde forsket i yndlingsfarver. (Der bliver i parentes bemærket brugt rigtig mange penge på at forske i det her biologiske køns-crap.) Forskeren havde forsket sig frem til, at kvinder foretrækker rødlige nuancer og mænd foretrækker blålige. RYD FORSIDEN! Fordi, som forskeren forklarede, i urtiden… der skulle kvinderne jo ud og samle rødlige bær (ja, fuck brombær, fuck blåbær, fuck rødder, fuck nødder) mens mænd skulle ud og jage op imod den blå horisont. For man jagede ikke, når det var overskyet i urtiden. ¶ Igen, det er jo latterligt, hvad de vil have, at vi skal tro på. Og alle, der har sat os marginalt ind i sådan noget som kulturhistorie ved, at den slags præferencer ændrer sig, det er forskelligt fra kultur til kultur. For eksempel var det med farver omvendt for 100 år siden, googl det, det er rigtigt, for 100 år siden var rød en drengefarve, fordi det var kongens farve, det var sådan en stærk potent farve, mens blå var en pigefarve, fordi det var sådan en rolig farve. For det er én ting, der ikke har ændret sig de seneste mange 100 år, at man forventer, at piger skal være rolige og passive og dørmåtteagtige, og hvis de ikke er det, bliver de stemplede som sindssyge kællinger som trods alt er marginalt bedre, end dengang, hvor vi bare røg direkte på bålet.